Skolens skærm- og mobilpolitik
Formål
Formålet med denne politik er at skabe en balanceret og bevidst brug af skærme og mobiltelefoner på skolen, så teknologien understøtter læring, trivsel og fællesskab – uden at stå i vejen for relationer, koncentration og fysisk aktivitet.
Vores tilgang tager udgangspunkt i dannelse – både i traditionel forstand og som digital dannelse – så eleverne lærer at navigere ansvarligt, kritisk og respektfuldt i både den fysiske og digitale verden.
1. Mobiltelefoner i skoledagen
- Skolen er ikke mobilfri, men der er klare retningslinjer for hvornår og hvordan mobiltelefoner må bruges.
- Undervisningstid: Mobiltelefoner skal være slukkede eller afleveret, medmindre læreren giver tilladelse til brug som en del af undervisningen.
- Frikvarterer: Eleverne har generelt et balanceret forhold til skærmbrug i pauserne, og skolen tilbyder mange alternative aktiviteter, der fremmer bevægelse og fællesskab.
- Vi anerkender, at nogle elever profiterer af at kunne koble af med skærm i pauserne, og derfor vægter vi individuelle løsninger frem for et kollektivt forbud.
- Mobiltelefoner har også praktisk nytte for eleverne, fx som betalingsmiddel eller ur, hvilket vi tager højde for i vores tilgang.
- Hvert team kan afprøve forskellige ordninger i løbet af skoleåret (f.eks. telefonfri zoner, bestemte frikvarterer med adgang).
- Lærere har mandat til at indføre midlertidige restriktioner eller sanktioner for enkelte elever, hvis det vurderes nødvendigt.
2. Skærmbrug i undervisningen
- Undervisningen tilrettelægges med varierende materialer, så skærmbrug kombineres med analoge aktiviteter.
- Vi skelner mellem aktivt læringsorienteret skærmbrug (fx produktion, samarbejde, problemløsning) og passivt forbrug (fx længere tids video eller spil uden læringsmål), og tilstræber at minimere det passive forbrug.
- Skærm- og internetadgang bruges som en del af skolens arbejde med digital dannelse, hvor eleverne lærer at anvende teknologien ansvarligt og reflekteret.
3. Fysiske og sociale alternativer
- Skolen tilbyder et bredt udvalg af aktiviteter i pauserne, fx i Tre Falke Hallen, på stadion, basket, bordtennis, bordfodbold m.m.
- Teamene kan sætte lokale initiativer i gang i perioder.
- Der er fokus på at inkludere elever, der har brug for særlige tilgange, i små grupper eller individuelt.
- Eleverne inddrages i at udvikle idéer til nye, gode fællesaktiviteter.
4. Teknologiforståelse og digital dannelse
- Vi har særligt fokus på billeddeling, sociale medier og chattråde. Dette tages op på kontaktmødet i 7. årgang og kobles til de seks anbefalinger til forældre.
- Digital dannelse ses som en naturlig forlængelse af skolens generelle dannelsesopgave.
5. Samarbejde med forældre
- Skolen drøfter skærm- og mobilbrug på forældremøder og inddrager forældrene aktivt i at understøtte fælles rammer.
- Forældrene opfordres til at følge de seks anbefalinger, der supplerer skolens arbejde med digital dannelse.
Frederiksbergmodellen - Mere fysisk fællesskab - mindre skærmbrug